Forårsudstilling 2018
AF TRINE ROSS 04/03/2018 ANMELDELSER
Jeg kan ikke mindes nogen sinde før at have set en Forårsudstilling på Charlottenborg af så høj kvalitet – hele vejen igennem. Ganske vist plejer der at være virkelig gode værker med, men de tidligere år har de haft selskab af en hel del, der var mindre godt. Det er der i 2018 ryddet gevaldigt op i, hvilket så også betyder, at kun 19 kunstnere eller kunstnergrupper er repræsenteret. Af dem har jeg valgt fire, der for alvor gik i kødet på mig.
Det handler nemlig om kroppen – i al dens forfærdende skrøbelighed. Og det slås fast allerede i det første værk, man møder, for man bydes velkommen af svenske Anna-Karin Rasmusson (f. 1983), der også indtager hele den bagerste væg i Charlottenborgs store sal. Det gør hun med videoværket ‘Mater Nostra’ (Vor Moder), der på grufuld (og humoristisk) vis skildrer forsøget på at hjælpe en hjælpeløs krop op ad en stejl trappe – hvilket ikke ligefrem lykkes.
Rasmusson tematiserer i min optik adskillige problemstillinger, først og fremmest forsøget på at hjælpe et nærtstående menneske, kroppens uafværgelige forfald og den rædsel begge dele medfører.
Mærkværdigt nok omhandler også Kim Richard Adler Mejdahls videoværk ‘Ode’ både familie og trappefald, men her er det hans far, der er omkommet – og jeg er ret sikker på, at vi her har med en sand historie at gøre. Mejdahls værk udfolder sig således som en gribende, smuk og rystende afsked med en faderfigur, hvis kærlighed var som det uhyret med de mange hoveder i græsk mytologi: Hydra.
Den fortælling kunne let have lukket sig om sig selv, men Mejdahl kan både komponere musik og indfange billeder i så fantastiske vinkler, at æstetik, lyd, ord og voldsomme følelser forenes på en måde, der efterlader én både lykkelig og ramt i hjertekulen.
Også norske Sarah Vajira Lindström arbejder med et udtryk, der befinder sig i spændingsfeltet mellem gru og stor skønhed, ligesom også hendes installatoriske bidrag fremviser organismen hudløst – næsten i bogstavelig forstand. ‘Natura Morte (Still Life)’ består således af en række let gennemsigtige poser, der minder om membraner af en slags, fremlagt på klinisk rustfrit stål.
Det er delikat, angstprovokerende, intenst og uhyre sanseligt, uden at jeg på noget tidspunkt kan sætte fingeren på, hvad der foregår helt præcist. Men i dette tilfælde gør det ingenting, for den følelse, man får i selskab med Lindströms værker er stærk – også selvom den er ordløs.
Forrygende er også Regitze Engelsborg Karlsens serie på seks skulpturer med titlen ‘Reaktivitet’, og også her sættes beskuerens egen krop i spil, fordi man automatisk indlæser en (anden) krop i de forholdsvis abstrakte figurer. Materialet er kalk, grus og lærred, som Karlsen formår at omskabe til noget næsten foruroligende levende. Noget, der indtager rummet, kræver vores opmærksomhed og forekommer at være ved at sprænges af energi. Hvilket gør serien til det perfekte billede på Forårsudstillingen 2018, der har præcis de samme egenskaber!